Pleje og vedligehold
Alle produkter fra Noyer er lavet af valnøddetræ og kan holde i mange år, når de plejes og vedligeholdes med omtanke. På denne side findes gode råd til daglig pleje, oliebehandling og montering – baseret på de metoder og materialer, vi også selv bruger i værkstedet.
Fordelene ved træprodukter
Træ er et levende materiale, der bringer varme, karakter og holdbarhed ind i hjemmet.
Det er både slidstærkt og flot at se på – og derfor velegnet til funktionelle produkter, der skal bruges og holde i mange år.
Daglig pleje
Det kræver ikke meget at holde dine produkter fra Noyer pæne i hverdagen.
Med den rette pleje undgår du, at træet tørrer ud – og du bevarer den flotte overflade i mange år.
Hvordan rengør jeg mit produkt til daglig?
Brug en let opvredet klud – eventuelt med en smule mild sæbe, hvis det behøves – og tør efter med en tør klud.
Det gælder for både hylder, knivmagneter, borde og stole.
Må jeg bruge rengøringsmidler?
Brug kun mild sæbe, hvis det er nødvendigt.
Kraftige rengøringsmidler kan opløse olien i træet og efterlade overfladen mat eller grålig – og i værste fald udtørre træet, så det går i stykker.
Skal jeg være bekymret for vand?
Ja – træ har ikke godt af at være vådt i længere tid. Tør derfor altid efter med en tør klud, og undgå at lade vand blive liggende på overfladen.
Hvordan undgår jeg pletter og skjolder?
Tør altid spild op med det samme – især hvis det er væsker som olie, kaffe eller vin. Sørg også for, at overfladen ikke forbliver våd, da fugt kan trænge ind og give skjolder. Brug en tør klud til at tørre efter, og undgå at lade vand stå på træet.
Hvad skal jeg gøre, hvis træet ser mat eller tørt ud?
Så kan det være tid til en oliebehandling – det forklarer vi mere om i næste afsnit.
Vedligehold og oliebehandling
Med tiden kan valnøddetræ blive tørt eller mat at se på – især hvis det bruges ofte eller står i sollys.
Heldigvis er det nemt at genopfriske med lidt olie.
Her forklarer vi, hvordan du gør, og hvad du skal være opmærksom på.
Hvor ofte skal jeg oliebehandle mit produkt?
Det afhænger af brug og produkt. Skærebrætter kræver oftere olie end f.eks. hylder eller borde. Føles træet tørt og har fået et "gråligt" udseende, er det tid.
De fleste produkter behøver dog ikke en ny oliebehandling før efter mange år.
Er du i tvivl, kan du altid kontakte os.
Hvordan olierer jeg mit produkt korrekt?
Påfør et tyndt lag olie med en klud, og fordel det jævnt over hele overfladen. Lad olien trække i 10–20 minutter, og tør derefter grundigt af med en ren, tør klud eller for eksempel en gammel t-shirt.
Det er vigtigt, at der ikke ligger overskydende olie tilbage, da det kan efterlade en klistret eller gummiagtig overflade. Brug gerne handsker, og sørg for at stå et sted, hvor det ikke gør noget, hvis du spilder.
Hvilken olie skal jeg bruge?
Vi anbefaler den olie, vi selv bruger i produktionen – en fødevaregodkendt olie, som giver den rette behandling og beskytter træet på lang sigt. Der følger en lille flaske med, når du køber et af vores produkter.
Har du brug for mere, kan du altid kontakte os på pelle@noyer.dk.
Kan jeg tørre for meget olie af?
Nej, du kan ikke fjerne for meget. Træet suger den olie, det har brug for – resten skal tørres væk. Det er langt vigtigere at få tørret overskydende olie af end at lade noget blive siddende. En tør overflade er et tegn på, at træet har optaget, hvad det kan.
Hvad sker der, hvis jeg ikke tørrer olien af?
Overskydende olie kan give en fedtet eller klistret overflade, som er svær at gøre pæn igen. Sørg derfor altid for at tørre olien grundigt af efter oliebehandlingen.
Skærebrætter – pleje og vedligehold
Vores skærebrætter i valnøddetræ er lavet til at blive brugt – og de bliver kun flottere med tiden. Fordi de ofte er i kontakt med vand og mad, har de brug for lidt ekstra pleje i hverdagen.
Her får du vores bedste råd til, hvordan du holder dit skærebræt pænt og funktionelt i mange år.
Hvordan holder jeg mit skærebræt pænt i hverdagen?
Skyl og vask det i hånden med lidt mild sæbe. Skyl altid begge sider – også selvom du kun har brugt den ene. Tør det med et viskestykke, og stil det til tørre med det samme.
Må mit skærebræt komme i opvaskemaskinen?
Nej. Det må aldrig komme i opvaskemaskinen eller ligge i blød – det kan skade træet.
Hvordan tørrer jeg mit skærebræt korrekt?
Lad det stå oprejst, så der kommer luft omkring begge sider. Ligger det fladt på en våd overflade, kan det slå sig eller revne.
Derfor får du en fod med ved et køb af vores større skærebrætter.
Foden gør det nemt at opbevare brættet stående, så det kan tørre rigtigt – og så ser det samtidig flot ud på køkkenbordet.
Hvordan og hvornår skal jeg give olie?
Når brættet ser mat eller gråligt ud, er det tid til en oliebehandling.
Oliebehandlingen er den samme som for de andre produkter, men lad det trække i 20–30 minutter. Tør grundigt af bagefter.
Du kan ikke fjerne for meget olie – men du må ikke lade overskydende olie blive liggende.
Hvordan holder jeg skærebrættet pænt til servering?
Hvis du gerne vil bevare én side flot til servering, så brug bagsiden til madlavning og skæring. På den måde har du altid en ren og præsentabel side klar til gæster.
Husk at skylle begge sider – også selvom du kun har brugt den ene.
Giv skærebrættet nyt liv
Med tiden får skærebrættet naturlige brugsmærker – for mange er det en del af charmen.
Du kan selv pudse det, men vi tilbyder også en opfriskning i værkstedet.
Kontakt os, hvis du er interesseret.
Alle vores hylder, også hattehylder, monteres på samme måde. Der medfølger skruer og rawplugs til murstens- og betonvægge. Til andre vægtyper, som gips eller gasbeton, anbefaler vi at bruge plugs, der passer til materialet.
Anbefalet værktøj: Boremaskine, skruemaskine eller skruetrækker, vaterpas og blyant.
Det er en fordel at være to personer – men det kan også klares alene.
Sådan gør du – trin for trin:
- 1. Hold hylden op mod væggen og markér det ene hul dér, hvor du vil have den til at hænge.
- 2. Bor hullet, sæt rawplug i, og skru hylden fast i det ene hul.
- 3. Brug et vaterpas til at sikre, at hylden hænger lige, og markér det andet hul.
- 4. Lad hylden hænge i den første skrue, mens du borer det sidste hul og sætter rawplug i.
- 5. Skru hylden fast i det sidste hul – nu er den klar til brug.
Tip: Der følger en ekstra skrue med. Messingskruer er blødere end almindelige skruer, så vi sender en i reserve, hvis en skulle knække.
Alle vores knivmagneter monteres på samme måde – uanset størrelse.
Der følger et ophæng med, som passer til den knivmagnet, du har købt. Ophænget er lavet i stål og klikker fast på bagsiden af træstykket.
Anbefalet værktøj: Boremaskine, skruemaskine eller skruetrækker, vaterpas og blyant.
Det er nemt at montere – og kan klares alene.
Sådan gør du – trin for trin:
- 1. Hold knivmagneten op mod væggen og brug et vaterpas til at sikre, at den hænger lige.
- 2. Markér de to huller med en blyant.
- 3. Tag magneten ned igen, og bor de to huller.
- 4. Sæt de medfølgende rawplugs i hullerne (de passer til murstens- og betonvægge).
- 5. Skru ophænget fast med de medfølgende skruer.
- 6. Klik træstykket fast på ophænget – nu er din knivmagnet klar til brug.
Vigtigt: Hæng aldrig våde knive, gryder eller pander op. Fugt kan trænge ind i træet og give skjolder eller skader. Alt skal være helt tørt, før det sættes på magneten.
Det er nemt at montere benene på vores borde – og alt, hvad du skal bruge, følger med.
Bordbenene er lavet, så de kun passer på én måde. Du kan derfor ikke vende dem forkert – det hele flugter automatisk, når du sætter delene sammen.
Som udgangspunkt leveres bordene samlet. Men hvis det skal sendes over længere afstande – eller du selv skal transportere det – tager vi benene af for at beskytte både bordplade og ben undervejs.
Sådan gør du – trin for trin:
- 1. Læg bordpladen med undersiden opad – gerne på et tæppe eller en blød overflade, så du undgår ridser.
- 2. Placer bordbenene, så hullerne flugter med gevindet i pladen.
- 3. Skru benene fast med de medfølgende skruer og unbrakonøgle.
Nu er dit bord klar til brug.

Messing
Vi behandler vores messing med en tynd, klar lak – undtagen på sidebordet JN12, som får olie. Begge dele beskytter overfladen og bevarer det gyldne udtryk. Over tid vil messingen patinere, især hvis den udsættes for fugt eller fedtede fingre. Til rengøring er det ofte nok at tørre af med en opvredet klud. Patineringen er en naturlig del af messingens udtryk og udvikler sig smukt med tiden.
Det er muligt at pudse overfladen, men vi anbefaler det ikke.

Læder
Vi bruger læder af høj kvalitet, som kun kræver lidt pleje for at holde sig blødt og pænt. Tør det af med en opvredet klud, når det trænger.
Hvis læderet begynder at se mat eller tørt ud, kan du give det læderfedt – en bøtte følger med, når du køber en stol hos os. Påfør fedtet med en klud, lad det trække i 20–30 minutter, og tør overskydende fedt af. Du behøver ikke være nervøs, hvis noget rammer træet – det gør ingen skade og kan blot tørres væk.
Lad dig blive inspireret

Wall shelves for your unique interior design
Decorating your home with beautiful and functional elements can make a significant difference in the atmosphere and comfort. Wall shelves are not only a practical storage solution, but they can al...

Discover the Beauty of a Bar Cabinet - A Guide to Elegant Storage Solutions.
Choosing the right bar cabinet for your home can be a rewarding decision that adds both functionality and aesthetic appeal to your décor. A bar cabinet is more than just a storage unit; it’s a pie...

Wall shelves – functional elegance in walnut
When we think of storage, we often think practically. But what if your bookshelves could be more than just a place to put books? At Noyer, we have designed wall bookshelves that not only meet your ...